sv: sv: sv: sv: sv: sv: sv: Problemknusning efterlyses (08-02-2011 14:10:38)
Morten Dam #6034, reg. nvsj
Min gode Dr. Pause
- du kan roligt lade brødbilen blive stående og sætte dig til at knække gåder, for problemet er løst.
Til almen orientering:
”Hr. Bolt“ er flyttet hjemmefra og er nu at betragte som husvild.
Og hvorledes slap jeg så af med den besværlige lejer i Vandpumpehuset?
Joh, først blev sommerhatten varpet af ”Hr. Bolt“ med en rask sliben i en passende vinkel.
Efterfølgende fik herren trukket en sekskantet fjollehue ned over knoppen og ”brændt“ fast. Dernæst blev der skruet op for stuetemperaturen i herrens appartement.
Der er ingen tvivl om, at herren kunne mærke ”jorden“ brænde under sig.
Stædig, anløben og tæret klamrede ”Hr. Bolt“ sig imidlertid til sit gevind, og nægtede at forlade sit lukaf.
Så blev fjollehuen udskiftet med en større og lidet flatterende narrehat, og med forøget pres og stuetemperatur lykkedes det at få den modstræbende ”Hr. Bolt“ til at indse, at det var et ret betydeligt forehavende, han havde indladt sig på.
Rustrød af vrede forlod ”Hr. Bolt“ til sidst sit domicil i Vandpumpehuset, der fik samtlige gevind frisket op med kobberfedt.
Tilbage stod opgaven med at forklare årsagen til hele miseren, hvorfor skovlhjulet i pumpehuset kørte i en anden vinkel end remskiven udenpå huset.
Et raskt snit med vinkelsliberen afslørede et knastørt nåle- og kugleleje, der havde roteret sig selv til døde, så skiven havde kastet drivremmen fra sig, hvorefter denne snørrede sig om propellen, hvorefter betjeningen af såvel vandpumpe som generator og servopumpe blev indstillet.
Heldigvis uden at afstedkomme endnu større fuore.
Og det var så historien om ”Hr. Bolt“, der flyttede hjemmefra.
Mange tak for gode input og moralsk oprustning fra alle Jer gæve folk derude i det civiliserede vildnis.
Morten - nu selvbestaltet vandpumpe-doktor.