tilbage

Land Rover Forum  

Index
166144: Aktivt - ikke aktivt medlem (26-04-2021 21:58:13)
Ib Hammer #219, reg. mjyl (medlem) (ip-adr: 2.109.66.6)
Det er et par gange, i nogle af de orange tråde, samt et nyligt indlæg i en tråd om forsikring, blevet fremført, at tingene foregår ude i regionerne og at klubben er det der sker til arrangementerne. Enten underforstået eller sagt mere direkte, at man er mindre værd, hvis man er et ikke-aktivt medlem.

Det rejser et hovedspørgsmål:
Hvornår er man et aktivt medlem ?

Er man aktiv, hvis man deltager i et arrangement i regionen? Skal man deltage 1, 2, 3, 4 eller 5 gange for at være aktiv ?
Er man aktiv, hvis man deltager på LA og ikke i andre arrangementer ?
Er man aktiv, hvis man er valgt til en tillidspost i regionen, et udvalg eller HB, men ellers ikke deltager i arrangementer ?
Er man aktiv, hvis man deltager i udvalgsarbejde ?
Er man aktiv, hvis man skriver en artikel til Oasen ?
Er man aktiv, hvis man svarer på spørgsmål på Forum og Facebook ?
Er man aktiv, hvis man deltager i debatter på Forum ?
Er man aktiv, hvis man gør opmærksom på, at et udvalg eller HB, er ved at overtræde klubbens vedtægter og landets love ?
Er det nok at deltage i kun en af disse aktiviteter, for at blive betragtet som aktiv, eller skal der flere til ?

Hvad med de ikke-aktive medlemmer ?

Klubben har omkring 1220 medlemmer, står der på hjemmesiden. Jeg troede ellers at tallet var omkring 1350? Erfaringen siger at ca. 1/3 af medlemmerne er aktive, hvilket vil sige, at ca. 2/3 af medlemmerne er at betragte, som værende ikke-aktive. Hvorfor det forholder sig sådan vides ikke, men sådan har det været i det meste af klubbens levetid, måske lige bortset fra de første 8 - 10 år, hvor klubben ikke var så stor.

Hvorfor er man et ikke-aktivt medlem af klubben ? Det kan der være mange årsager til og forklaringer på og den ene er lige så god som den anden.

Hvis man skulle fristes til at nedgøre de ikke-aktive medlemmer, og kalde dem lidet flatterende ting, skal man lige huske, at det er gruppen af ikke-aktive, der er den største bidragsyder til klubben, og som betaler for, at klubben har de midler, der skal til, for at kunne fungere.

De ikke-aktive betaler kontingent, på lige fod, med dem der kalder sig aktive og er dermed garant for at Oasen kan udkomme, at der kan ydes tilskud til regionerne, at der kan ydes tilskud til LA og eventuelt andre arrangementer, at der kan ydes tilskud til diverse udvalg, at der kan betales kørselsgodtgørelse til HB og andre der udfører et frivilligt arbejde for klubben osv., driften af IT-opsætningen, omkostninger er der nok af, bare se de sidste 3 - 4 års regnskab.

De ikke-aktive er faktisk særdeles vigtige for klubben, og er med til at sørge for, at de aktive kan deltage i arrangementer. Kunne klubben overleve, hvis der kun kom kontingentbetaling fra de ca. 400 - 450 aktive medlemmer ? Det er det Oasen alene koster om året !

Det kunne klubben måske, men det ville nok ikke ske, uden en voldsom stigning i kontingent og en væsentligt højere betaling for at deltage i arrangementer, hvor der f.eks. skulle betales for benyttelse af et område. Hvad ville sådan en udvikling betyde for antallet af medlemmer ?

Det kan undre at mange, og selv dem der var med til at lave medlemsundersøgelsen, ikke kan udlæse dette simple, men vigtige, resultat af undersøgelsen.

Derfor, undlad venligst at se ned på eller skævt til dem der har valgt, at være ikke-aktive medlemmer, tak dem i stedet for, for det er dem, der i høj grad er med til at sikre, at klubben overhovedet kan eksistere i sin nuværende form.

mvh
Ib 0219
Index
166147: sv: Aktivt - ikke aktivt medlem (27-04-2021 12:17:17) (svar på 166144)
Kenneth Poulsen #435, reg. l-f (medlem) (ip-adr: 188.179.133.114)
Den var nok (også) til mig, da jeg skrev følgende i forsikringstråden:
>>>
Det er jo det interessante i vore lille automobilklub - den enorme forskel i modellerne, lige fra de gamle veteraner fra 1948 og til helt spritnye halvelektriske Range Rovere til 2.8 millioner, den samme forskel finder man også i medlemsskaren når vi mødes ude i regionerne og der fungerer det helt fantastisk mellem medlemmerne, der er ikke forskel på høj og lav, vi kommer jo alle med det samme formål, at være sammen på forskellige måder omkring vores biler.
DER finder man Land Rover Klubben - ikke blandt internetkrigerne på forum.
<<<
Det var en refleksion over alle de orange tråde på forum, som jeg, efter min mening, ville beskrive ikke var retvisende for klubben i almindelighed, folk der ikke aktivt kommer til arrangementerne - af mange forskellige årsager - kunne jo få den opfattelse, at sådan var det også når vi mødes face to face derude og sådan er det jo på ingen måde.
Det værste i det, ville være at medlemmerne ville afholde sig fra at komme første gang og så helt blive væk.

Og det er da det hyggeligste, at medlemmerne kommer kommer til arrangementerne og får sparket noget dæk, set nogle andre Land Rovere, kørt noget tur, snasket noget plutte og snakket med en masse andre hyggelige medlemmer.
At nogen så - af mange forskellige årsager - vælger ikke/ikke kan komme til arrangementerne er jo helt op til den enkelte.

Og for at tydeliggøre min pointe, så mener jeg, at alle medlemmer, aktive eller passive, er nøjagtig helt og aldeles lige, uanset deres tilgang til klubben.
Det er jo medlemmernes interesse for Land Rover produkter, der er afgørende for deres medlemskab.
Mvh
Kenneth Poulsen
Index
166148: sv: Aktivt - ikke aktivt medlem (27-04-2021 13:56:59) (svar på 166144)
Niels Lysebjerg (medlemsstatus ukendt) (ip-adr: 91.195.58.208)
Ib, jeg er fuldstændig enig. (Det er jeg ofte!)

Ethvert fællesskab udgøres af hvert enkelt medlem. Hver og en. Vi havde den samme diskussion i ro-klubben. Der var dem der var på vandet flere gange om ugen, og dem der holdt fast i deres medlemsskab, for trods alt at have muligheden for en enkelt tur eller to, og så måske muligheden for at komme til festerne. (Vi holdt nogen forrygende fester. ;) ) Der var også dem der blev ved med at betale kontingent ud af kærlighed til den klub, hvorfra de havde deres bedste ungdomsminder og dybeste kammeratskaber. Så alle medlemmer udgør en forening, en klub et fællesskab. Ingen er bare "kontingent-kvæg"

At kammeratskabet bliver så tæt mellem roere, er nok at man helt bogstaveligt er i samme båd. Man kan stort set ikke dyrke den sport, den fritidsfornøjelse uden at være indstillet på et meget tæt samarbede med andre roere.

Af en eller anden grund finder jeg lidt det samme sammenhold i Land Rover klubben. En eller anden vittig hund vil sikkert sige at det er fordi mange Land Rover-ejer ved at han eller hun på et tidspunkt får brug for en strop i en anden Land Rover.

Måske klubbens udfordring er at vi ikke rigtig har kunnet mødes, og se hinanden i øjnene. Vi har langt hen af vejen kun haft dette forum, der desværre har båret præg af en meget kedelig sag, som nok har skabt en dårlig stemning, og fået flere medlemmer til at "sive" Men det er vigtig at holde fast i at *Alle* medlemmer er vigtige for klubben.

Og så glæder jeg mig til at der kan blive holdt regionsforsamlinger og Landsråd, så vi kan få talt tingene ordenligt igennem, og få trukket en streg i sandet, så at sige, så vi kan komme videre.

Mvh Niels
Index
166149: sv: Aktivt - ikke aktivt medlem (27-04-2021 18:39:12) (svar på 166144)
Troels Antonsen #9267, reg. mjyl (medlem) (ip-adr: 80.208.67.163)
Hej Ib

Jeg tror (og håber) du sparker en åben dør ind.

I de tråde jeg har læst - og indrømmet det er ikke dem alle - der læser jeg også distinktionen som værende mellem internetkrigerne, de personlige angreb og “det rigtige” klubliv. Altså forstået således at læsere af Forum ikke skal lade sig gå på af de mange, lange orange tråde hvor både indhold og tone ofte er deprimerende - men vide og huske, at der er andre steder i klubben hvor de fælles interesser stortrives og sammenholdet er i top.

Så det er nok mest lysten til at fremhæve det positive, der får folk til at tale godt om livet “ude i regionerne” og ikke et ønske om at nedgøre de, der ikke deltager aktivt

Mvh

Troels
Index
166154: sv: Aktivt - ikke aktivt medlem (27-04-2021 19:54:37) (svar på 166144)
Ole Pars (medlemsstatus ukendt) (ip-adr: 91.224.210.142)
Ib, du giver mig næsten lyst til at genindmelde mig i klubben, og blive et passivt medlem. Næsten.
Lidt flere af din slags, så er jeg klar.
Alle de røv flinke gutter og gutinder, møder jeg jo alligevel, til diverse ALRC arrangementer.