Land Rover Forum

Hej Anders det du beskriver er følelser, og evnetyr.
I 1998 skrev jeg dette til Oasen, og det beviser at din bil føler det samme for dig.
Venlig hilsen
Hartley

Et Juleæventyr!

Hun vidste det godt, hun var ikke så køn som hun havde været. Faktisk så hun temmelig derangeret ud. Hun følte sig kørt ud på et sidespor, og på trods af at hun stadig følte sig lige så stærk og frisk som den dag i -65 da hun kørte af båndet i Solihull i Warwickshire, måtte hun indrømme at det fjerneste hjørne af en ophugplads i en lille provinsby, nok var et sidespor.
Hun havde ellers været så stolt, hun havde haft et perfekt samarbejde med den samme ejer i 25 år. ”Jeg skal aldrig have andre biler end min 88ér”. Det havde han altid sagt når ”velmenende” venner og familie , havde rystet på hovedet over den ”håbløst forældede bil” som de sagde.
Hun havde da heller aldrig svigtet ham, heller ikke når de sammen dyrkede deres hobby i Land-Rover Klubben, og hun havde nydt rigtig at strække ud op ad de lange bakker, at møve sig gennem de dybeste mudderhuller, og at snige sig rundt på Trialbanerne i de mest vanvittige vinkler, hvor man rigtig kunne strække sine fjedre og holde undervognen smidig.
Hun havde aldrig interesseret sig for politik, og ord som skrotningspræmie, afgiftsforhøjelse, og brændstofpriser, havde aldrig rigtig fundet plads i hendes ordforråd.
Hvorfor skulle de også det, hun stolede på sin ejer, som han stolede på hende, selvfølgelig havde årene tæret på dem begge, og det hårde liv i terrænet havde sat sine spor.
”Men det er jo kun patina.” Som hendes ejer kærligt omtalte de buler og skrammer de sammen havde samlet gennem årene. Vel var hendes chassisramme blevet lidt tyndere med årene, men ikke mere end at en velplaceret lap og en ny udrigger i ny og næ havde kunnet kurere problemet, og som hun selv plejede at sige: ”Jo tyndere ramme, jo smidigere i terrænet.”
Enden var derfor kommet som et chok for dem begge, den dag en usædvanlig hårdhændet synsmand havde hugget så hårdt i hendes ramme, at der var gået hul flere steder, og da hendes ejer ulykkeligt havde forsøgt at tale om lapning, og fået læst og påskrevet om at skære på skrå, ikke svejse i hjørnerne, ikke svejse for tæt på ophæng osv. osv., da havde hun følt det som om hendes kølevand var frosset til is i hendes slanger. Da synsmanden begyndte at tale om fornyet afgift ved procentmæssig istandsættelse, vidste hun at hun skulle sige farvel til sin bedste ven gennem 25 år.
Og nu stod hun her til spot og skændsel for alle de ”nye modeller” der kom ind omkring hende dagligt.
Hovne var de, med deres nye teknologi, og de brugte ord som genkøbsværdi og afskrivning. De kunne komme med bemærkninger som ”jeg har G-Lader, jeg kan donere” eller ”alle er helt vilde med min electronic direct injection, jeg kan donere”.
En enkelt påstod at være chiptunet, og var derfor helt sikker på at være den perfekte donor.
Det skete da også en gang imellem, at der kom en eller anden ung fyr og rodede lidt rundt mellem de andre, men hver gang var det kun pærer og sikringer, og den slags småting der blev hentet, og som regel stod ofrene tilbage med smadrede ruder og instrumentborde.
88éren var der ingen der tog notits af, den stod i sit hjørne, og lod et barmhjertigt dække af brombær og brændenælder vokse op omkring sig, så hun snart var helt skjult.
Hun havde for længst lært, at når de andre blev hentet og bragt bort, så var det ikke fordi , der var nogen der skulle bruge reservedele fra dem, for de dukkede altid op inde på den anden side af hegnet som pæne firkantede blokke af presset metal.
Efterhånden som strømmen forsvandt mere og mere fra hendes akkumulator, skete det med større og større intervaller, at hun vågnede og tog notits af omverdenen, og til sidst skete det kun hvis en ekstra varm sommerdag bragte lidt strøm tilbage i de slidte celler.
Det var netop sådan en varm sommerdag at nogen fældede brombærrene omkring hende, og hun sansede svagt at hun blev bragt frem i lyset. Hendes sidste tanke var, at måske var hun så heldig at hun kunne donere nogle reservedele til en anden bil.
Det blev efterår, og snart ville de første vintermåneder melde sig, 88éren stod lunt og godt på et værksted, der havde en stor port i den ene ende.
Nærmest som i drømme sansede hun at nogen tog sig godt af hende, hun tænkte at hun nok var kommet i himlen, for hun havde drømmesyn om galvaniserede rammer, om helt nymalede sædekonsoller, og hun syntes at hun kunne føle frisk kølervæske i sine kølerslanger, og ydermere havde hun en helt klar fornemmelse af frisk brændstof i tanken.
Hun sansede svagt at det sneede udenfor, og gennem vinduerne i porten kunne hun se en familie pynte et juletræ i huset overfor.
Hun mindedes alle de juleture hvor hun og hendes ejer havde kørt med gaver til familien, når sneen havde gjort vejene ufremkommelige .
Hun syntes endda at hun kunne høre sin ejers stemme - jo det var da hans stemme : ”Jo ser du, jeg havde jo aldrig glemt min gamle bil, og du ved reglerne med ¼ vægtafgift efter 35 år og veteranforsikring og alt det der, ja så tænkte jeg, at der kunne jo ikke ske noget ved at se om den stod der endnu, og så kunne jeg ærligt talt ikke lade være, jeg måtte restaurere den, og du er mit ældste barnebarn nu skal du ha´ den, det er din julegave”
88éren vågnede helt op, hvad var det for en bil de snakkede om, hun kiggede på spejlbilledet i glasset i porten, og så den kønneste lille 88ér hun nogen sinde havde set, helt ny og rød i lakken, lidt bredere fælge med gode terrændæk, spillet var nymalet og wiren lå tæt oprullet, truckcapen var skiftet ud med en softtop, og der var halogen i lygterne.
”Er det mig tænkte hun, hvor er jeg smuk.” Hun måtte blinke engang med lygterne, for at sikre sig at det virkelig var hende derinde i spejlet, og var hun ikke rødmalet, ville man have kunnet se hende rødme af glæde og lykke.
”Tak skal du ha´ farfar,” lød hendes nye ejers stemme ”Jeg skal aldrig have andre biler.”
Og hvis Gud og skatteministeren vil det, så får han nok ret.
God Jul.